SHOE THE BEAR

BARTON PERREIRA

Hvis du er trofast læser af denne blog, så ved du også, at jeg har en ting for solbriller. For mig er det bare det fedeste stykke accessory du kan eje, udover et fedt ur. Jeg tror det er de færreste typer der ikke kan bære solbriller. Det er et item som for altid være vil være tidsløst og så får det bare hvilket som helst outfit til at se cool ud. At købe solbriller er tredimensionelt for mit vedkommende; de skal selvfølgelig kunne holde solens stråler i skak da jeg er meget lysfølsom, så skal de skille sig ud, og sidst men ikke mindst, så skal det være noget design som aldrig må blive kommercielt. Jeg synes så absolut, at solbriller er gået hen og blevet kunst i min garderobe, og nærmest noget som jeg vil kalde samlerobjekt.

Atter har jeg været på skattejagt hos min gode brille pusher, Helle Ilkjær, der gang på gang formår at imponere mig med hendes valg af sortiment. Du vil altid forlade hendes butik med en brille som formår at skabe kontrast og som vil skabe opmærksomhed i gadebilledet. (Du kan læse meget mere om Helle her). Solbrillerne jeg har valgt denne gang, er fra Barton Perreira. Jeg spottede dem ret hurtigt, særligt bemærket ved de grønne glas, der på fineste vis smelter sammen med det guldbelagte stel, der afsluttes med en ganske subtil skildpadde overgang. Komforten er i højsædet på disse briller, der føles luftige og nærmest ikke-eksisterende når man bærer dem. Glassene er til den lysere side, hvilket naturligvis også bevirker at man ikke får rullegardins effekt når man tager dem på. Så hvis man har behov for, at der skærmes fuldstændig af, så er det ikke den her brille man skal vælge. Jeg er personligt meget lysfølsom, og piver så snart der bare er det mindste sol i øjnene – Jeg oplever dog, at den her brille er ganske fin, til det behov jeg har, og til det sommervejr vi har lige nu. (Omskifteligt, og ikke alt for skarpt)

barp-wg36_v1-copy-kopi

Designer brillen jeg har valgt, er ikke “nogen-hvem-som-helst”. Barton Perreria er et brand hvor man får noget af det ypperste indenfor for brilledesign. I 2007 indgik accesoriesdesigner Patty Perreira nemlig et samarbejde med Oliver Peoples optikeren Bill Barton. Bill Barton ved om nogen noget om briller. Som præsident for brandet, Oliver Peoples i perioden 2002-2006, var Mr. Barton stærkt medvirkende til, at firmaet gik fra en omsætning på 13 millioner dollar, til 43 millioner dollar på blot få år. Patty Perreria startede faktisk hendes design karriere hos Oliver Peoples, og hendes evne til at skabe unikke design var også medvirkende til, at Oliver Peoples hurtigt blev et verdenskendt brand. Mrs. Perreira er i dag en af de mest efterspurgte brilledesignere og konsultere på brille kollektioner for store brands deriblandt, Paul Smith, Vera Wang, Jil Sander og Prada.

Med deres styrker kombineret, gjorde deres brille kollektioner hurtigt indtog i modebranchen, hvor design og detaljer var nøgle ord for Patty & Bill. Håndlavede af de fineste materialer i Japan, stræber Barton Perreria på, at lave briller der ikke produceres i massevis, men snarere at lave briller i et begrænset antal for at bibeholde eksklusivitet uden at blive kommerciel. Barton Perrerias briller er uden tvivl kunst. Deres linser er lavet i det fineste plast eller mineral glas, i specialdesignede zylfarver, der også tilbydes i pantone farver som sørger for at komplimentere din hudfarve, hvad end den farve måtte være. Og netop eksklusivitet kombineret med specialdesign, er noget som Hollywood kan lide. Angelina Jolie, Orlando Bloom & Giovanni Ribisi er alle stjerner som bærer mærket.

bill-barton-copy-242Og takket være Helle, har jeg igen fået mig et par solbriller der på ingen måde går ubemærket hen. Hvad end det er mine kammerater, veninder, eller sågar kassedamen/manden i Fakta så får disse briller pæne ord med på vejen. Og det er fedt! For i fare for, at jeg gentager mig gang på gang, så gør jeg det det nok alligevel når jeg siger: Hvem gider ligne, alle andre? 😉

img_7434Her er solbrillerne sat sammen med min nye Broadway & Sons M65-liner militær jakke, amerikansk army skjorte, Casio Ur, S.T. Valentin bælte, Gant Rugger bukser og Jack & Jones sneakers.

img_7241Vejl. pris for disse solbriller er 3.600 kr.  og kan købes hos ILKJÆR, Volden 7, Aarhus C.

   

4 comments

  • Sebastianlees@gmail.com

    ‘Her er solbrillerne sat sammen med min nye Broadway & Sons M65-liner militær jakke, amerikansk army skjorte, Casio Ur, S.T. Valentin bælte, Gant Rugger bukser og Jack & Jones sneakers’

    Vil du postulere, at det er helt tilfældigt, at disse ting er sammensat udfra din egen personlige smag? For mig, er det mere personlige venskaber (ST valentin + arbejdes-relationer relationer m.m), der gør at du sammensætter på den måde. Du nævner konstant de samme forhandlere, som du personligt er venner med, og for ting af i andre sammenhænge, derved forsvinder autenciteten og det objektive også ofte for dem der læser med. Kan du se det? Helle har et fint udvalg, men hun har en relation til flere bloggere, der jævnligt skriver om deres besøg og præferencer, og jeg tør vædde en Thom Browne briller med, at det ikke skyldes hendes venlige væsen men mere et egenligt samarbejde, ergo er det netop sponsoret. Du har også tidligere skrevet at det var sponsoret, hvilket nok skyldes din ivrighed for at fortælle om nye styles med ønske om flere sponsorater og samarbejde, snarere end at delagtigegøre en given læser i en brille. Det er en hårfin balance, som ganske få bloggere mestrer. Det samme gør sig gældende hos Euroman, hvor moderedaktøren arbejder freelance for andre mærker og derfor fylder de respektive mærker mere i Euroman-udgaven, hvilket har fået kritik fra flere sider. Min pointe ; du skylder din læsere, som er mere værd end en solbrille på sigt, at være ærlig. Ærlighed klæder en bedre end en solbrille. Og jeg læser fortsat med da jeg godt kan / kunne lide at du var en en nede-på-jorden gut med et pædagog job og en smag for high-street tøj. Men nu begynder det at blive fancy, sponsoreret og og elitært ligesom med musik, er det bedst når ens yndlingsartister er relative ukendte fremfor main-stream sell-outs. P.s. god stil, at du rent faktisk svarede pænt og høfligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristian Brandt

      Hej igen Sebastian.
      Jeg beklager mit sene svar, har uheldigvis pådraget mig en hjernerystelse efter en omgang rundbold med ungerne så har ikke måtte gøre brug af skærme den sidste uges tid.

      Jeg prøver så ofte at skrive hvad jeg har på af tøj, af den simple årsag at det skal være lettere for læseren af finde frem til, hvor de evt. kan finde det jeg har på. (Også derfor jeg altid tagger på Instagram, hvad jeg har på) Samtidig også for at undgå, at skulle linke til “noget lignende” – Jeg går ud fra, at læserne er lidt ligeglad med, hvorhenne de kan finde noget der ligner 😉 Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig nogensinde har sammensat noget tøj, på baggrund af personlige venskaber; jeg har nogle samarbejdspartnere som jeg har udvalgt, fordi det er noget jeg kan se mig selv i. Det skal være noget der afspejler mig. Som alle andre outfits, er det der sat sammen fordi, jeg synes det er fedt.

      Det er korrekt, at jeg er rigtig gode venner med drengene fra S.T. Valentin, men jeg har altså ingen kontraktlige forhold med dem, og får ej heller noget som helst sponsoreret – Det jeg gerne vil have, bliver købt (Desværre for mig 🙂 ) Broadway & Sons er en for nyligt fundet skat, som jeg bare ikke kan få armene ned over – Heller ikke her får jeg noget sponsoreret, jeg køber de items jeg godt kan lide og fordi jeg bare er helt vild med deres ting. Ingen af de to førnævnte forlanger indlæg i nogen former for støbning, selvom de selvfølgelig bliver glade for alt den PR. de kan få. Gid at S.T. Valentin & Broadway & Sons ville sponsorere mig; tror da fanden at jeg ville være en lykkelig mand så 🙂 Jeg er ambassadør for Jack & Jones, men de sneakers der, dem har jeg på fordi jeg virkelig elsker at gå i dem – Det er over 6 måneder siden, at der skulle reklameres for dem; men altså, jeg går i dem stadig fordi jeg synes de er fede! Beklager at mange af de steder jeg handler, er steder hvor jeg også kommer godt ud af det med personalet, men hvis deres udvalg var mangelfuld, så ville jeg bestemt ikke handle der trods vores relation til hinanden. Der er tit hvor jeg forlader forretninger fordi der ikke lige var noget der faldt i min smag som i øvrigt er vintage inspireret for tiden og derved finder jeg det ret svært i det hele taget, at finde noget herhjemme fordi ingen rigtig forhandler sådanne items.

      Jeg nævner de forhandlere som jeg synes har noget tøj der er fedt, og da jeg bor i Aarhus, og ikke New York, er det begrænset hvor mange butikker jeg sådan lige kan støve op 😉 Jeg synes netop det er autencitet, at jeg oprigtigt skriver/nævner de steder hvor jeg køber tøj og ikke på baggrund af venskaber, arbejdsrelationer m.m. – Det er klart, at nogle butikker nævnes fordi vi har indgået samarbejde (faktisk er det kun Jack & Jones), men igen, det er noget som jeg kan stå inde for og kan lide, ellers havde jeg ikke sagt ja. (Som du nævner, det er en meget hårfin balance, og hvordan skelner læserne i mellem oprigtighed og købt af forhandleren? Det kan jeg sagtens se kan være en svær rute at navigere i)

      Ift. Helle, er det korrekt, at vi har haft et enkelt sponsoreret samarbejde – Hvilket der er redegjort for. Mit Barton indlæg her, er ikke. Tag mit ord for det; og så kan du jo vælge eller ej, så skriver jeg altså om solbriller fordi jeg oprigtigt har en passion for det, og ligeledes om Helle, fordi jeg oprigtigt kan lide hende og synes hun gør det fantastisk godt; hvis du har mødt hende, så ved du hvad jeg taler om 🙂 Jeg elsker at berette om mennesker med et drive og en passion for i virkeligheden får man det sjældent sagt, og så er det nu meget rart at have en platform hvor det man tænker, kan komme på tryk.

      Nu kender du mig jo ikke, men jeg er altså ikke typen der hungrer efter sponsorater ej heller at fremskynde et samarbejde. Faktisk opsøger jeg ikke nogen overhovedet, jeg har været så heldig, at folk synes jeg er interessant nok, til at opsøge mig. Måden hvorpå jeg mødte Helle, var fordi jeg tilfældigt kom forbi hendes butik for hvad, små to år siden. Før jeg overhovedet bloggede og havde en relativ stor Instagram profil. Det var her jeg købte mit første par dyre solbriller. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde at det ikke ville glæde mig hvis Helle og jeg igen kunne lave et samarbejde, fordi jeg virkelig har en god relation til hende, og fordi hun forhandler items som jeg rigtig godt kan lide. Og, det ville da være fantastisk hvis hun kastede en masse af hendes lækre briller i nakken på mig; sandheden er blot, at det gør hun altså ikke. Jeg har fået sponsoreret et par, og de andre to par jeg har fra hendes butik, har jeg altså købt for egne penge. (Og uden nogen form for ønske om indlæg eller PR.)

      Du kan spørge hvilken som helst, jeg tror ikke du finder nogen der er mere ærlig end mig som person. Jeg siger tingene som de er, og ligger ikke fingre i mellem. Jeg er mig, og det jeg poster er mig. Jeg gør hvad jeg har lyst til, og poster det jeg har lyst til, og skriver det jeg har lyst til. Ingen, og jeg mener virkelig ingen, bestemmer (om vi er venner, har en arbejdsrelation eller ej) hvad, og hvor ofte jeg skal poste noget. F.eks. hvis jeg skal poste noget for Jack & Jones – Et tema, det kan være sommer outfit i juni måned. Så kan det være, at jeg ikke synes deres items er fede ift. det udvalg der er, jamen så poster jeg ikke noget der, eller også poster jeg måske kun en skjorte, fordi jeg kun synes at det lige var det, der var fedt. Det gælder alle brands. Det er for mig, ærlighed og ikke bare: “Her er et outfit som jeg i virkeligheden hader, men jeg får en masse penge for det”.

      Jeg synes nu også, hvis du sammenligner mig med andre bloggere, så har jeg virkelig ikke mange sponsorerede indlæg, (eller indlæg i det hele taget) fordi jeg netop ikke bliver sponsoreret på mange af mine posts, og fordi jeg poster noget når jeg finder det relevant, eller fordi jeg virkelig er, oprigtig begejstret for noget.

      Jeg er selvfølgelig ked af, hvis du ikke oplever mig som oprigtig, og mainstream (Vil dog mene at jeg er alt andet end mainstream 😛 ) Jeg kan kun være mig selv, og det du læser, ser og får beskrevet enten her eller på Instagram, det er mig. Jeg tror ikke jeg kan beskrive det meget bedre end det, men det der med at få sponsorater, at være sponsoreret og hvordan læserne kan gennemskue og navigere i det, kan jeg sagtens se må være en jungle. I virkeligheden burde man lave et indlæg om det måske? Det kunne være, at det kunne give et bedre overblik.?

      I hvert fald takker jeg for dine pointer, og så er jeg altså stadig en nede-på-jorden-pædagog, der betragter den her verden som en berigelse på mange måder, men altid sekundær til min rigtige titel: Pædagogen 🙂

      Mvh. Kristian.

      P.s Du behøver da slet ikke takke for et sagligt svar – Jeg går ud fra, at vi allesammen har ret til vores egne holdninger og synspunkter, blot at vi fremfører dem på human vis 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sebastianlee@gmail.com

    Misundelse er en grim ting. Læg dertil, at et par solbriller er en hver forundt. Men, helt ærligt. Nok er nok. Det kræver ikke mere end to hjerne-celler at regne ud, at der er tale om et sponsorat og et farvet indlæg her, det dræber lysten at læse noget når bloggere, smører så meget på. Og det er vist ikke første gang, at du er blevet skudt det i skoene, og næppe sidste gang, at i kan købes til at skrive om alt fra parfumer, undertøj til solbriller. Hold det nu lidt ækte overfor dem, der læser med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristian Brandt

      Hej Sebastian.

      Tak for din kommentar; det er altid spændende at høre hvad folk går og tænker om det man går og laver 🙂 Det er korrekt, at bloggere og Instagrammere får items, og muligvis betaling mod at lave et blogindlæg eller et Instagram opslag. Personligt finder jeg det nu rimeligt, at der evt. opkræves et beløb for det arbejde man udfører. Jeg tror mange har en opfattelse af, at det da må være noget så simpelt at poste et par billeder hist og her, men sandheden er nu en gang, at det faktisk kræver en del tid og arbejde at lave disse opslag. Jeg kan kun udtale mig om, hvordan jeg selv operere ift. bloggen og Instagram – Her kan jeg garantere dig for, at jeg ikke siger ja til noget som jeg ikke kan stå inde for. Jeg siger nej til rigtig mange ting, fordi jeg ikke kan identificere mig med brandet til trods for, at jeg har muligheden for, at tjene gode penge; det er essentielt, at jeg kan stå inde for de brands jeg vælger at samarbejde med og at det content der postes er autentisk. Noget som jeg reelt set sagtens kan se mig selv i. Hvis du læser mine indlæg, så er det ofte tøjet eller produktet som er sponsoreret, og ikke indlægget. Dette tydeliggøres altid! Mange af mine posts er noget jeg laver fordi jeg har lyst, finder inspiration i at skrive, og ligeledes fordi jeg naturligvis gerne vil berette om ting som jeg synes er fede. Der er ikke nogen der har bedt mig om, at jeg skal skrive om produktet – Virksomhederne har ofte blot et ønske om et Instagram post.

      Derfor kan det også undre mig lidt, at du netop vælger at påpege, at mit Barton Perrerira indlæg er en tand for meget fordi du ser det som et tydeligt sponsoreret indlæg. Det er sådan at jeg, og for den sags skyld alle bloggere/instagrammere/youtubere m.fl. er forpligtede til, at skrive hvis indlægget er sponsoreret. Jeg går ud fra, at du har læst indlægget, og der står ingen steder at indlægget er sponsoreret, fordi, at det faktisk ikke er det. Jeg elsker solbriller, og har en stor kærlighed til Helle Ilkjær, fordi hun forhandler nogle virkelig unikke items. Og derved er min beskrivelse blot en oprigtig begejstring. Solbrillerne her, har jeg selv købt, og Helle har på ingen måde bedt, betalt eller på anden vis ytret holdning om, at jeg skulle lave et blogindlæg ej heller Instagram post. (Tidligere post, hvor jeg beretter om mine nye SS17 Thom Browne briller, er solbrillerne sponsoreret, ikke indlægget)

      Jeg håber det er svar nok – Og så håber jeg at du forsat har lyst til at læse med. Sætter stor pris på, at der overhovedet er nogen der både gider følge mig på det sociale medie Instagram, og naturligvis også, at der er nogen der gider læse med her på bloggen.

      Rigtig god søndag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SHOE THE BEAR